Er at leve sammen ‘resten af livet’ bare bedst?

giphy

“Jeg magter ikke at være sådan en, som bare har elskere resten af livet”, sagde min veninde i telefonen, efter at have fortalt mig om en relation, som hun netop havde afsluttet.

“Det var som kærlighed ved første blik – agtigt”, fortalte hun om en nylig kærlighedsrelation, “og inden for tre måneder var vi i gang med at tale både flytning til udlandet og køb af sommerhus”.

Jeg blev mindet om de mange 3-4-6 måneders forhold, som jeg har været i gennem livet med nogenlunde samme drejebog. Efter nogle måneder havde min veninde erkendt, at de ikke skulle fortsætte med at ses og at den passionerede flamme var sygnet hen.

“Så må jeg jo bare acceptere, at det heller ikke lykkes denne gang”, afsluttede hun. Opløftet over sin afklaring men dog alligevel men en vis melankoli.

Ikke lykkes denne gang. Sætningen vendte sig i maven på  mig.

Hvad præcis er det, der ikke er lykkes, spurgte jeg mig selv. I min optik var alt lykkedes. Hun havde mødt en mand, haft modet til at åbne sig, gået med drømmene, været dygtig til at mærke efter både i glæden og i frustrationen, lyttet til sin fornemmelse om at forholdet havde haft sin udløbsdato og handlet på det. Det er mere end de fleste evner og tør på et helt liv.

Alligevel var hendes indre normbarometer i gang med at banke hende i hovedet. Hvis man ikke bliver sammen til man dør, så ligger det lidt i luften, at man ikke har gjort det godt nok. At man er lidt mere forkert end heltene, som bliver sammen “hele livet”.

Men hvorfor er det nu, at vi stadig anno 2016 idealiserer det langvarige monogame parforhold så uanfægtet til trods for at vi:

  • lever meget længere end nogensinde og at blive sammen ‘for evigt’ i dag er tæt på 50 år
  • presser forholdet ved at have lagt HELE livets relationstyper ind i én romantisk kærlighedsrelation – ven, med-forældre, passioneret elsker, intellektuelle udfordrer, praktiske sparringspartner, omsorgsgiver, rengørings-fælle, senge-putter mv.
  • bliver skilt som aldrig før  ca 46% af ægteskaber – dertil kommer forhold, der ikke er registrerede
  • har en registreret utroskabsrate på ca 46%

Er det ikke tid til for alvor – og altså ikke kun i avant garde storby-cool kredse – får trykket på den refresh knap og ser på vores relationer og idealer omkring dem med nye og ærlige øjne?



“Jeg kan og vil ikke leve uden kærlighed”, argumenterer en ven på en aftentur i de andalusiske bjerge, mens vi lettere forpustede diskuterer hvorvidt idealiseringen af “for evigt” ikke er ved at have nået sin udløbsdato. “Nej, naturligvis ikke”, svarer jeg. “Men er kærlighed kun givende, når den er pakketeret i et langvarigt, monogamt, romantisk forhold?” , spørger jeg.

Han ser uforstående på mig.

Vi er så uvante med at tænke committede kærlighedsrelationer som andet end den romantiske kærlighedsrelation.

“Jeg har ofte ønsket at fri til min bedste veninde”, siger jeg. “Hun er det menneske, jeg nyder allermest at dele hverdagsting med, og jeg vil gerne committe mig til vores venskab. Også på den lange bane. Så kan jeg placere den passionerede relation i sit eget rum uden for det hverdagsagtige, committede venskab og fællesskab.”

Min ven griner. Synes jeg er sjov og langt ude. Men jeg mener det. Tanken er bare alligevel svær at forlige sig med. Hvorfor?

Da solen går ned tre timer efter og himmelens gul-lyserøde skær lægger sig som et tyndt tæppe ud over bjergsiden, er diskussionen stadig i gang.

Tilbage til København.

Jeg magter ikke at være sådan en, som bare har elskere resten af livet vender tilbage til mig. Der er så mange måder at leve sit liv på.

Det væsentlige er, at vi lever det. At vi vælger livet frem for ikke-døden.

At vi træffer valg, som giver os mening, hvor vi mærke livets flamme brænde med både sin ro og sin passion. At vi lever, elsker og bidrager til verden.

Da samtalen med min veninde er færdig sætter jeg mig i vindueskarmen på 4. sal og ser ud over endnu en gul-lyserød himmel. Denne gang spejler  den sig i vandet og kaster sit skær over tårnet på Vor Frelsers Kirke.

Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.52.32

Jeg ‘reflektrømmer’….om ‘framilies’, elsker-kærester, venne-elskere og større fællesskaber som ramme for børn, der ikke er bygget på aspirationen om en far og en mor, der både er bedste venner og elskere, men i stedet kollektive fællesskaber, der skaber trygge rammer baseret på sunde, forskellige voksen-relationer.

Jeg tænker over det samfund, som er skabt af børn, der vokser op i den slags fællesskaber og kærlighedsrum. Det ser smukt ud i visionen.

Mens jeg sidder og ser ud over byens tårne, vil jeg gerne være sådan en, der har et skønt fællesskab med voksne mennesker – og som har elskere “on the side”. Taknemmelighed over at kunne nyde mine elskere i vores eget sanselige, intime og nærværende rum uanset om det er på gå-turen i skoven, den sanselige middag, den hemmelige elskov på stranden eller den trygge i sengen strømmer ind over mig.

Lige så vel som taknemmeligheden over at kunne dele hverdagen, indkøbene, pudefarveovervejelserne, dagens frustrerende kollega-diskussion mens jeg nusser fødder i sofaen med min kæreste veninde også er overvældende.

TED stjerne og parterapeut Esther Perel siger i sin bog Mating in Captivity, at pars ordninger og aftaler virker lige præcis indtil det moment, de ikke virker mere.

Det er svært at være uenig i.

Men det centrale er, at du har et valg. Mærk efter, hvad der i virkeligheden er vigtigt nu. Det er næppe det samme som for 10-20-30 år siden.

Du er ikke tvunget til at leve efter et livsmanuskript, du ikke selv har skrevet. Der er mange måder at have kærlighed i sit liv på. Der er mange måder at skabe trygge rammer og fællesskaber for dine børn på.

Det er okay, hvis du ikke holder i 50 år med den samme. Det er ikke et ideal i sig selv.

Måske skal du giftes 5 gange med den samme. Måske skal du giftes 5 gange med 5 nye. (Jeg mener selvfølgelig ikke nødvendigvis giftes giftes, men du forstår, hvad jeg mener) Måske er nogle af dem venner. Måske er nogle af dem kun elskere. Måske kan fællesskabet med vennen være mere intim end den er nu – selvom I ikke har sex.

OG SÅ VIDERE.

Velkommen til anno 2016. Lad os så få trykket på den refresh knap.

Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58Skærmbillede 2016-06-29 kl. 11.56.58

 

 

Advertisements

Del dine smukke tanker her - og tak fordi du gør det!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s