Når hundeluftningen bliver utroskabens lykkestund

Forleden dag sad jeg med min veninde og kiggede ud på kanalen fra hendes terrasse. Mens hun fortæller om en fantastisk mand, hun havde sex med for nylig, går det op for mig, at de eneste mennesker, der er ude her ved tusmørketid er mænd, der lufter hunde.

Store hunde, små hunde, rolige hunde, livlige hunde.

Jeg kommer i tanker om, hvor mange gange jeg i tidernes morgen talte i telefon med en af mine gifte elskere netop mens, han var ude at lufte hund.

Min tankerække bliver afbrudt af en insisterende ringetone fra min venindes telefon. Hun skubber sin lange lyse fletning til side og tager opkaldet . Hun taler længe. Det er en mand. Det er nok ham. Han er tydeligvis ude at gå med sin hund.

Da hun lægger på, gør jeg hende opmærksom på de mange mænd – primært i joggingbukser – der går forbi os, som er ude at gå med hund her til aften.

Skærmbillede 2016-07-13 kl. 23.42.53

Solen er gået ned, men kaster stadig lys op på en himmel, der eksploderer i tyrkisblå, lyserøde og mørkeorange farver. Sommeraftenen vækker minder om andre sommeraftener med samtaler ved havnen til den lyse morgen og frokostkys med picnickurv og iskold hvidvin i strandkanten.

De der stunder, hvor man virkelig føler, at man lever.

Foran os passerer en mand med sin lille hvide legetøjsbamsehund, der snuser roligt i græsset, mens hans øjne er klæbet til den lysende skærm på sin mobiltelefon. Han smiler til den. Nogle gange griner han med den.

Min veninde og jeg følger ham stille . Han ænser os ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om det virkelig er hans valg at lufte hunden, eller om han er landet i vanesporet af fordelte pligter, som nu bliver forventet automatisk og som ingen i husholdningen har overvejet at genforhandle.

Så udbryder min veninde:

”De bliver tvunget til at købe hunden, fordi deres barn vil have en legekammerat og moren synes det er verdens bedste idé at barnet kan lære at have lidt ansvar. Barnet er ligeglad med hunden efter tre uger, og far ender i stedet med at være fast hundelufter. Han hader det. Indtil han får sin elskerinde.

Skærmbillede 2016-07-13 kl. 23.51.12

Min veninde tager et hiv af sin cigaret. Inhalerer. Puster langsomt ud. Laver en røgring.

”Pludselig er hundeluftningen dagens store højdepunkt, hvor han kan tale med den kvinde, der giver ham al den juice i livet, som han ikke har formået at skabe i sit eget.”

Jeg bryder ud i højlydt latter over den sjove lynanalyse.

Men så rejser jeg tilbage i erindringen. Med ét strømmer minde efter minde om netop den historie gennem min indre photostream. Ikke kun fra min egen historie. Også andres. Venners. Klienters. Bekendtes.

Historien om manden, der ikke kunne sige fra over for sin partner, ender med at sige ja til noget, han ikke er med på, og på et tidspunkt bliver sætningen ”ja, selvfølgelig skat” så meget til en vane, at han til sidst ikke ved, hvem han selv er. Og så går han rundt og brummer mens han alligevel gør som konen siger.

I sidste ende føler han sig som en levende død, hvor han lever efter et manuskript andre har forfattet, og som han ikke formår at lave sin egen version af. Presset ned i et fængsel af andres forventninger, går han hovedløst på arbejde, bidrager til fælleskassen og teamworket i hjemmet. Har sit højdepunkt af frihed, når han beslutter sig for at træne op til Marathon og med træningen sikrer sig en stund for sig selv.

Det lækre tøj får børnene. De store oplevelser får børnene. Den fulde opmærksomhed får børnene. Den intime, ikke-seksuelle, men nærende berøring får børnene…

Skærmbillede 2016-07-13 kl. 23.39.05

En dag bliver hans længsel efter at føle sig i live igen, så overvældende, at han giver efter for den sprudlende, levende, passionerede kvinde, som han møder i natten, kysser i en brandert og opsøger efterfølgende. Først en gang. Så en gang til.

Hun bliver hans hemmelige elskerinde.

Hun gør ham lykkelig.

Ingen forstår ham som hun.

Hun kontrollerer ham ikke.

Hende kan han betro alt. Hun dømmer ham ikke.

Her kan han se og blive set. Sanse og blive sanset med fuldkommen nærvær.

Her kan han overgive sig. Fortabe sig til nuet. Have elskov som aldrig før.

Her LEVER han.

———————

Min løse tankestrøm bliver afbrudt af, at manden i joggingbukserne passerer forbi igen. Han er tydeligvis pludselig blevet bevidst om, at det er tid til at vende hjem. Tidsrammen for normal hundeluftningsstund er nået.

Han sms’er rutinemæssigt ”Hjemme”. Det ved elskerinden godt, hvad betyder. Han sletter alle beskederne. Med et lille sug i maven. Hun er jo hans livline. Og så lige en sidste: ”Elsker dig. Savner dig.”

Min veninde går i seng. I mit stille sind sidder jeg og tænker over, hvor meget mennesket søger – måske ikke så meget lykken – men det at føle sig levende. Om vi vælger at søge det levende inden for eller uden for hundeluftningen, inden for eller uden for ægteskabet må og vil altid blive vores individuelle valg.

Èn ting er ganske vist: Valg af livsrejse kan med fordel starte med at svare på et spørgsmål.

Hvad giver dig følelsen af, at du lever?

Derfra må du træffe valg.

Og tage de skridt, som er nødvendige.

 

Advertisements

Del dine smukke tanker her - og tak fordi du gør det!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s